NEWVI BRUGER COOKIES PÅ DENNE HJEMMESIDE LÆS MERE HER.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.

Close

  • research
  • Points de vente
  • newsletter
  • my skin

Emily Salomon - Om hverdagens gode øjeblikke, favorit morgenmad og naturlig skønhed

leVICHYmag har mødt den danske ambassadør for VICHY, den talentfulde og stilbevidste livsstilsblogger Emily Salomon, til en snak om skønhedstips, hverdagsglimt og det vigtige ved at glæde sig over de ting man har.

Det er en af de første dage, hvor forårets milde ansigt kigger frem. På Emilys cykeltur hjem mod Islands Brygge, gennem velkendte København og over Christianshavns Torv, vinker hun til venner og bekendte. Der er forårsvibes i luften og følelsen af at være hjemme, af at høre til, fylder den indfødte københavner.

Det er hverdagsøjeblikke som dette, der virkelig vækker lykke i 31-årige Emily Salomon, ”Ja, jeg burde nok have svaret noget andet,” tilføjer hun smilende, og fortsætter, ”måske at ’det var da jeg var til modeshow i New York og mødte en celeb’, men jeg bliver faktisk nok mere ’wauwed’ over de små øjeblikke. De kan føles helt vidunderlige.”

leVICHYmag møder Emily på Hafnia Bar en fredag formiddag, til et interview og noget der meget vel kunne blive et favorit øjeblik. Hun er nemlig vild med morgenmad, og har håndplukket netop dette sted til vores interview af samme årsag. Emily bestiller en Acai bowls med banan, blåbær, gojibær, chiafrø og hjemmelavet granola, en grøn skummende Matcha latte og et Hafnia shoot, som består af hvedegræs, ingefær, citron og æble.

Hun er ankommet på cykel, og har kun lige været hjemme og vende efter morgentræningen. Emily ser veloplagt ud og er chic og storbyagtig i sin stil, iklædt jeans, t-shirt, tweed blazer og et par høje sølvstøvler. Man får hurtigt indtrykket af at hun er en kvinde, der ved, hvem hun er. I snart 8 år har hun delt ud af sine hverdagsglimt på emilysalomon.dk, der har hele 80.000 besøgende hver måned. Men der er sket meget siden bloggens begyndelse i 2009. Som de fleste kvinder gør i tyverne, har Emily eksperimenteret med både tøjstil, motionsformer og hudplejeprodukter, og er nu landet et sted i tilværelsen, hvor hun ved, at kærligheden til jakker, løbeture og lækre cremer er noget af det, der gør hende glad.

Hudplejerutinen der virker - søvn

Skønhed er et af de emner, den kvalitetsbevidste blogger har udforsket grundigt og skrevet om på sitet. Det er også en af de ting, samtalen hurtigt falder på. Emily har et naturligt look, hvor der er skruet ned for makeuppen. Hendes hud ser velplejet og sund ud, men det har taget tid at finde den helt rigtige formel, fortæller hun. De fede og fugtgivende cremer er blevet hovedingrediensen i Emilys hudplejerutine. En ting hun ellers plejede at undgå, fordi hun var bange for at hendes porer ville stoppe til. Men nu handler det for Emily om ”at fugte, fugte, fugte” som hun udtrykker det, ”og det har også resulteret i at mine porer er mindre tilstoppede, og jeg tror egentlig at det skyldes at min hud var tør og dehydreret og producerede endnu mere fedtstof, som reaktion på de skrappe renseprodukter jeg plejede at bruge.” I dag er Emilys hudplejerutine bygget op om tre ting: mildere renseprodukter, kemisk eksfoliering fx med frugtsyre og fugtgivende creme eller olie.

Interviewet bliver afbrudt for en stund, da Emilys veninde kommer ind ad døren. De har lige været til træning sammen et par timer tidligere og griner lidt af sammentræffet, inden vi fortsætter snakken. Hudpleje hænger for Emily ikke kun sammen med produkter og cremer. En anden ting hun er blevet mere bevidst om med alderen, er hvor meget andre ting spiller ind. Det er også vigtigt at få sine grøntsager, at dyrke motion, og så spiller søvn en større rolle end de fleste er klar over, mener hun, ”Søvn og det at prioritere sin søvn er en stor del af sundhed for mig. Jeg kan med det samme se, når jeg sover nok, på min hud.”

Hellige morgener, menneskelighed og mindfulness

Når Emily og kæresten Nikolaj Vang spiser morgenmad er det et af de åndehuller i ugens løb, de begge sætter pris på. Telefoner og computerskærme er skiftet ud med fred og ro, Mads og Monopolet i radioen, avislæsning og hygge. Det er lørdage når de er bedst, fortæller Emily Salomon. Her forsøger hun at holde fri, lægge pligterne fra sig og skabe et helle, hvor alt hvad der hedder internet og sociale medier bliver gemt væk for en stund.

Netop pauser som denne er en af de ting Emily vægter højt for at holde sig sund. Hun prøver at strukturere sin tid, så der er klare skillelinjer mellem arbejde og fritid. Det hjælper hende med at bevare energien og overskuddet til at gøre et godt stykke arbejde. “Det betyder også jeg er struktureret omkring brugen af sociale medier”, fortæller hun. ”Jeg elsker sociale medier, men jeg tilvælger det aktivt,  så jeg ikke spontant bruger flere timer på at scrolle igennem instagram, for man kan nå så meget andet på to timer.”

En anden ting, Emily er blevet bevidst om gennem blogger-karrieren, er hvor vigtigt, det er at sætte pris på de ting, man har, ”Det kan hurtigt blive en vane at kigge med i andres liv gennem de sociale medier, og sammenligne og tænke på alle de ting, man ikke har,” lyder det ærligt fra Emily. Hun taler med et ærligt eftertænksomt glimt i øjet om den følelse af misundelse, der kunne dukke op hos hende oftere før i tiden. En følelse Emily har tacklet med et positivt mindset. For hende handler det om aktivt at sætte pris på de ting hun selv har, og så forsøger hun at hente inspiration fra andre, i stedet for at sammenligne. Samtidig minder hun sig selv om, ”at de færreste får kastet tingene i turbanen, men at de fleste har knoklet hårdt for at nå til der, hvor de er”.

Store eventyr i 2017

Selvom det er de små særlige hverdagsglimt, Emily især sætter pris på, byder 2017 også på store eventyr. Emily fortæller begejstret at hun skal giftes, og hun lægger ikke skjul på, at hun allerede er begyndt at drømme om bryllupsrejsen, ”Jeg gad godt til Hawaii, men det kommer jo også lige an på hvor dyrt brylluppet bliver,” ler hun, “ej, men hvis ikke det bliver Hawaii så et eller andet sted, hvor man kan surfe.” Hun vil nemlig gerne blive bedre til at surfe i 2017, og så drømmer hun i øvrigt også om at skrive endnu en bog. I 2015 kunne Emily nemlig føje forfatter til CV’et med udgivelsen af bogen “Hverdagsglamour” (red. kan anbefales køb den her: Saxo). Hvad den nye bog kommer til at handle om er endnu en hemmelighed, så vi venter i spænding.

Den sidste tår Matcha er væk, og den lille morgenmadsstund ved det grønne marmorbord i godt selskab er ved at være forbi. Udenfor bliver Hafnias tilbagelænede musik og den dæmpede belysning erstattet af mennesker på farten og blå himmel på en smuk men kølig forårsdag. Emily hopper på cyklen. Hun skal hjem og arbejde videre på bloggen, inden hun kan holde weekend. Lige nu glæder hun sig til sit næste eventyr. Påskeferien, der skal tilbringes i Val d’Isère i det sydøstlige Frankrig, hvor der forhåbentlig er sne lidt endnu, så de smukke alper kan nydes på ski.

3 spørgsmål til Emily

Hvad har du altid med i tasken?

”Ja nu skal du se, jeg har pung, læbepomade med farve og solfaktor… og pas! Så er man klar, ikke?,” lyder det grinende fra den anden side af bordet, ”hvad har jeg mere? Homøopati mod høfeber, visitkort, kuglepen, hårelastikker… mange hårelastikker, virkelig mange! Jeg tror der ligger syv hårelastikker! Og så tror jeg også der er et par tamponer. Ja, det var det hele,” konstaterer Emily efter en gennemgang af indholdet i den fine crossbody fra Leowulff. 

Hvad er dit go to beauty product?

1. ”Hmm, jamen der er nok flere..,” svarer Emily eftertænksomt, ”Og et af dem er rensemælk, og det er lidt nyt for mig, for jeg har altid været mest til vand og sæbe, men er lige konverteret til rensemælk og det synes jeg faktisk fungerer sindssygt godt. Det er meget bedre for min hud. Jeg har en hud, der meget nemt bliver tør og dehydreret og jeg synes virkelig det gør en forskel.”

2. ”Nummer 2 er kokosolie til håret, enten en time inden jeg skal i bad, måske en gang om ugen, eller en gang hver anden uge, kommer jeg måske svarende til en halv teskefuld i spidserne, og lader det sidde lidt inden jeg vasker det ud. Og så bare shampoo og balsam som normalt. Det er den bedste hårkur og det er dejlig nemt. Jeg kan også finde på at bruge det til at rense med, eller til at komme på kroppen. Når jeg rejser, kan jeg faktisk godt finde på bare at have en lille kokosolie med, for den kan jeg bruge til det hele.”

3. ”Og en eller anden ting, til efter man har renset. En toner eller facial mist, der kan fjerne kalken fra vandet, fordi det er så hårdt i Danmark.”

Derudover røber Emily hemmeligheden bag hendes flotte lange vipper, ”Jeg bruger M2 serum en gang om ugen, og så bare mascara. Miss Hippie fra L’Oréal, den er seriøst god.”

Hvad er dine 3 favorit websites?

- Goop.com, Gwyneth Paltrows blog, ”Jeg kan godt lide Gwyneth Paltrows blog. Det behøver ikke at blive fuldstændig urteagtigt, men jeg er helt klart åben over for lidt alternative ting, men stadigvæk funderet i noget videnskab, og det synes jeg faktisk, at det site gør ret godt.”

- Intothegloss.com, ”Beautyvise er Into The Gloss mega godt, og det er tit nogle gode profiler, der er med dér.”

- Sofissnapshots.com ”Jeg er glad for den svenske blogger Sofie Fahrman, hun har en god evne til at formulere sig ekstremt kort, men samtidig være vildt inspirerende, og har hele det her projekt med at løfte andre kvinder og er selv totalt kick-ass. Og så synes jeg egentlig bare hendes blog er rigtig god.” 

Vores ikoniske produkt

Mest læste

go to top